Dievole: det første møde med 900 års vinhistorie
En rejseberetning fra en ung vinentusiast
Af Jonas Fogh
For år tilbage, i DISTINTOs spæde år, da vi stadig var ”part timere” og studerende, tog jeg i sommerferien sammen med min kæreste på et sprogstudieophold på universitet i Perugia (Umbrien). I den forbindelse fik jeg mulighed for at drage på min første vintur til Toscana, og jeg kunne derved få en unik mulighed for at kombinere sprogstudierne med den for mig mindst ligeså vigtige videnskab: ønologien.
Vi tog af sted fra Perugia tidligt om morgenen, og som fattige studerende var økonomien hverken til billeje eller taxi, så drevet af omstændighederne foregik turen med den lokale offentlige transport.
Turen gik med tog fra Perugia til Siena, og derfra videre med den lokale bus mod Vagliagli. Busturen fra Siena var en stor oplevelse; ad snoede veje der testede bussen (af ældre dato) til det yderste, gik turen igennem det bakkede, og ikke mindst betagende smukke, toscanske landskab. Bussen og chaufføren prustede lige meget, og vi bevægede os i en fart, selv et muldyr ville kunne have overgået, og fra tid til anden tvivlede vi på, om bussen overhovedet ville klare turen til Vagliagli (landsbyen uden for hvilken Dievole er beliggende)!
Med vores nytillærte sprogkundskaber, fik vi kommunikeret til chaufføren, at vi gerne ville vide, hvornår vi skulle stige af, for så at tilbagelægge det sidste stykke til fods. Efter en lille times bustur (en tur der i bil blot tager 15 min.) kradsede højtaleren en hel del, og vi kunne se på chaufførens gestikuleren i bakspejlet, at det var os han henvendte sig til. Vi samlede vores grej sammen og spurgte vores ven ved rattet om gåafstanden til Dievole, hvortil han efter nogen tids overvejelse svarede: ”A piedi... Hmmm cinque minuti”.
Med frisk mod og fornyet energi, og nu kun ”5 minutter” fra målet og dermed god vin og varm velkomst, begyndte vi vores sidste del af turen. Efter kort tids vandren ad en støvet grusvej kom det første Dievole-skilt til syne, og vi fik endelig bekræftet, at vi var på rette vej. Høje cypres-træer, helt hvide af støv på de nederste grene, rejste sig mod himlen på begge sider af vejen, der snoede sig fra side til side i gennem et skovbryn. Udsigten fra bakketoppene på denne lille grusvej var uovertruffen; skov, bakketoppe og store vidder der i bløde buer strakte sig så langt øjet rakte.
Efter 20 minutters vandren, og ikke de 5 minutter som oplyst, kom den første vinmark til syne. Marken lå langt nede i en dal på grusvejens venstre side. Fra vejen så det nærmest ud som om, der med en kniv var skåret ud til vinmarken, og området var omgrænset af høje træer på alle sider. Efter yderligere 10 minutters vandren i rask tempo kom vingården omsider til syne.
Endelig -”blot” 4 timer forsinket - kunne vi traske ind på gårdspladsen ved siden af det imponerende palæ fra 1600-tallet. Vi meldte straks vores ankomst i receptionen, hvor vi blev mødt af medfølende blikke, da vi kunne berette om vores tur til vingården med bus og tog. Den guidede rundtur på vingården kunne ikke nås inden mørkets frembrud, så den måtte lade vente på sig til dagen efter…
Bord til to
Vi checkede ind på vores værelse, som viste sig at være smukt indrettet i det gamle kapel med det gamle klokketårn lige udenfor. Efter kort tid med fødderne oppe, gik jeg til receptionen for at reservere bord i restauranten. Denne gang, da jeg forespurgte et bord til to personer, blev jeg mødt af et meget opgivende blik. Alt var optaget i restauranten, men hvis det var ok med os, kunne vi da sidde ved det store selskabsbord. Vi takkede naturligvis pænt ja, og kunne lidt senere sætte os forventningsfulde til bords…
Aftenen forløb med et helt fantastisk måltid, hvor vi nød ualmindelig god betjening fra både kokkene og tjenerne. Aftenens højdepunkt var, foruden de enestående vine som middagen var ledsaget af, da vi skulle prøvesmage husets tiramisù under nøje overværelse af chefkokken, der nervøst så til fra døråbningen til køkkenet, alt i mens overtjeneren præsenterede os dessertklassikeren. Under hele middagsseancen var vi desuden "overvåget” af afbildede nuværende og tidligere tiders ”Maestri di vini” (chefvinmagere), som stadig hænger portrætteret på væggene i restauranten den dag i dag. Man kunne derfor ikke undgå andet, end at mærke tilstedeværelsen af stedets dominerende historie. Mætte af oplevelser, trætte efter rejsen, og fyldte af forventninger til morgendagen, traskede vi tilbage på værelset og gik til ro.
Morgenen på Dievole er noget ganske særligt… Den frie udsigt fra værelset med det bakkede landskab badet i morgensol, morgenmaden på stedets terrasse, og efterfølgende en forfriskende dukkert i poolen gjorde os klar til at gribe dagen.
Nu gik turen i kælderen til en snak om områdets historie, DOCG-reglerne, blandingsforholdet på supertuscan-vinen ”Broccato”, det eksakte indhold i de forskellige Chianti Classico, alt sammen sikkert fortalt på et lille kontor i vinkælderen fyldt med prøveglas med vinprøver og papirer af daværende Master Wine Maker, Cathrine, en pige i begyndelsen af 30'erne. På væggene hang kort over vinmarkerne og billeder af surfere samt 2-3 skateboards, hvorfor jeg naturligvis blev nysgerrig og spurgte ind til skateboardene på væggene. Det viste sig at hun, udover at lave vin i Italien, også var vinmager i New Zealand, hvor fritiden flittigt blev brugt på surfing og skateboarding.
Turen i kældrene, og smagning af fadprøver på de kommende års vine, var inspirerende og interessant, men ligeså imponerende var rundvisningen i Dievoles marker, især omkring klosteret ”Certosa di Pontignano” (et kloster som Dievole forvalter i samarbejde med universitet i Siena) og ikke mindst mødet med Dino.
Dino, tidligere wine maker, forklarede mig på hastigt italiensk om stedets sjæl, og om hvordan, og særligt om hvorfor, Dievole har denne helt unikke stemning som hersker på stedet. Dino, der er en stor gammel mand, tog mig fast om skulderen og pegede på et lille faldefærdigt skur, der akkurat lige var synligt bag buske og træer og sagde: ”Min bror Silvano, og jeg, er født lige dér. Vi har leget her som børn, mens vores forældre arbejdede i markerne... Da vi (Dievole) faldt sammen efter krigen, og alle flyttede herfra, var det en sorgens tid, og vi var alle i mørket, indtil han (Mario di Dievole, tidligere frontfigur for Dievole) opsøgte os, og fik os hjem… Forstår du... Dievole er vores alle sammens sjæl... Vores skæbne”.
I dag, efter jeg nu fire år i træk har besøgt Dievole, står det helt klart for mig, hvilket enestående sammenhold der hersker på vingården, - og frem for alt også hvorfor. Stedet gør noget særligt ved én, og navnlig første gang man kører ad de snoede veje gennem hårnålesvingene for at besøge Vagliagli i det sydlige Chianti Classico, bliver man betaget, ja, forført af stedet, stemningen, beliggenheden og siden hen af menneskerne bag vinene...
