Mazzetti di Altavilla er et af de mest respekterede og højst præmierede destillerier i såvel Italien som i udlandet. Destilleriet er beliggende i byen Altavilla i Piemonte, som jo i dag er særligt kendt for de store traditionelle vine Barolo og Barbaresco, og selvfølgelig den helt fantastiske gastronomiske kultur.
Virksomheden blev stiftet af Filippo Mazzetti helt tilbage i 1846, endnu 15 år før Italien var blevet dannet som nationalstat. På det tidspunkt blev druekvaset fra vinfremstillingen mere eller mindre opfattet som et regulært affaldsprodukt, en opfattelse meget langt fra den forståelse vi alle har i dag for mulighederne, kvaliteten og ikke mindst diversifikation i forbindelse med de forskellige destillater.
I dag drives virksomheden af de fire søskende Cesare, Nicoletta, Claudia og Giorgio, som er 6. generation af Mazzetti-familien. De fører stolt traditionerne videre, og destilleriet fremstiller således i dag alt lige fra traditionelle klare grappa'er til de mere rafinerede lagrede varianter og brandy'er.
